TH. Frobenius og Sønner Orgelbyggeri A/S
Det ufravigelige krav til kvalitet er grunden til, at orgelbyggeriet
fremstiller stort set alt på egne værksteder.
Metalpiber udføres som fineste håndværk
af tin og bly- legeringer fra orgelbyggeriets eget støberi.
Tungestemmer (rørstemmer) fremstilles til mindste
detalje og hertil vindlader, spilleborde, bælge, trakturdele
m.v. Udvælgelse af træ og andre materialer foregår
med største omhu, og kun det allerbedste er godt nok.
Endnu vigtigere for kvaliteten er dygtige og erfarene
medarbejdere, og her beskæftiger orgelbyggeriet nogle
af de bedste inden for faget. En væsentlig faktor er
også den viden og erfaring, som de mange årtier
og de mange instrumenter har givet.
Stilles der store krav til håndværk og materialer,
er kravet til klangen ikke mindre. Vi er af den opfattelse,
at intonationsarbejdet (den klanglige tilpasning) kun kan
foregå i selve kirkerummet, hvor intonatøren
kan arbejde i forhold til rummets akustik.
Mange af vore orgler er tegnet på orgelbyggeriets tegnestue,
mens andre er tegnet i tæt samarbejde med nogle af de
bedste arkitekter. I begge tilfælde lægges
der stor vægt på orglets visuelle indpasning i
rummet.
De fleste af vore instrumenter står i danske kirker,
men siden grundlæggelsen har vi tillige haft en stabil
eksport. Frobenius orgler findes således også
i England, Irland, U.S.A., Japan, Tyskland, Holland,
Frankrig, Norge, Grønland, Sverige, Finland, Island
og Færøerne. Orgel nummer 1000 blev i 1998
afleveret til Canongate Kirk i Edinbourgh, (den engelske kongefamilies
kirke i Skotland).
 |
| Canongate Kirk i Edinbourgh |
Udover nye orgler har firmaet udført en lang række
restaureringsopgaver, udbygninger af bestående orgler
og andre orgelarbejder. Orgelbyggeriet har desuden en veludbygget
serviceafdeling, som tager sig af stemning og vedligeholdelse
af såvel nye som gamle orgler. Med 8 servicebiler
næsten konstant på vejene er vi altid klar til
at løse akutte problemer med meget kort varsel.
Orgelbyggeriet, med hjemsted i Kgs. Lyngby og Horsens, har
i dag 40 medarbejdere under ledelse af orgelbygger Henning
Jensen.
|